The Uncanny Valley betegner den ubehagelige fornemmelse, mennesker kan få, når en robot, et digitalt menneske eller en AI-genereret figur er næsten, men ikke helt, menneskelignende. Effekten opstår i “dalen” mellem det klart ikke-menneskelige (som vi finder sødt eller harmløst) og det fuldt menneskelige (som vi finder trygt og velkendt).
I denne dal fremkalder små afvigelser — døde øjne, unaturlige bevægelser, mikrofejl i mimik — en stærk fornemmelse af fremmedhed, afsky eller uro.
Uncanny Valley er blevet centralt i diskussioner om VR, deepfakes, ansigtsanimation, sociale robotter og generativ AI. Forskning undersøger i dag ikke kun hvorfor dalen opstår (f.eks. evolutionære forklaringer om at opdage sygdom eller “falske” ansigter), men også hvordan man kan designe sig uden om den via stilisering, hyperrealistisk perfektion eller intentionel abstraktion.
Begrebet Uncanny Valley blev formuleret af robotforskeren Masahiro Mori i 1970.
The Uncanny Valley
- og en æstetisk vej ud af problematikken.
To videoer af Will Smith gik viralt i 2023 og 2024. Ikke fordi han spiste pasta, men fordi begge videoer var genereret af AI. Videoen fra 2023 var i bedste fald humoristisk, mens den fra 2024 nærmest var skræmmende. Forskellen i kvalitet var markant. Det var pludselig ikke længere muligt at skelne fakta fra fusk.
I forhold til AI-genererede billeder og video har det indtil nu været muligt at gennemskue det meste. Vi forstår logisk, at vi er i The Uncanny Valley, når vi ser de fleste billeder og videoer genereret af AI.
Men selv den fordel er vi ved at miste. AI-modellerne er på vej til at kunne generere komplet realisme. Vi er på vej mod en realitet, hvor vores logik ikke længere er nok til at fastslå, hvorvidt vi er i The Uncanny Valley eller ej.
Filmen Polar Express er et godt nutidigt eksempel på The Uncanny Valley. Problemet er som sådan ikke animationen, men at man har haft til hensigt at ramme et rent menneskeligt udtryk. Animationerne går for tæt på det rent menneskelige uden at kunne løse opgaven.
Der er stadig logiske rettesnore at følge, når vi skal skelne AI-genereret materiale fra virkeligt materiale. Begreber som tid og kontinuitet kan hjælpe os, og der findes forholdsvis enkle tjek-lister, man kan følge.
Men heldigvis behøver vi ikke kun forlade os på logikken. Ethvert menneske er udstyret med en æstetisk erkendelsesevne, som benytter sig af tro og fornemmelse. Den fungerer på samme måde som logikken, men er ofte vanskelig at forklare, da den ikke kan bevisføre på samme måde som logikken.
Men det gør den ikke mindre gyldig. Den æstetiske erkendelse har haft vanskelige kår i vores senmoderne rationalistiske eller snævert subjektivistiske samfund, men den kan vise sig at være altafgørende. Det fantastiske ved den æstetiske erkendelsesevne er, at den uden problemer kan opøves som intelligens i et moderne dansk skolesystem. Vores skolesystem er faktisk skabt til det.
Logikken kommer efterhånden til kort, når vi skal navigere i vores virkelighed. Men ved at bruge vores æstetiske intelligens og tro på fornemmelsen er det fortsat muligt.
I dette billede er det vanskeligt at finde et logisk tegn på, at det er falsk…men der er op til flere æstetiske.