Der er sket en frakobling i vores senmoderne samfund.

K.E. Løgstrup kaldte det for manglende sammenhængskraft. Hannah Arendt kaldte det verdensløshed. I daglig tale kalder vi det fremmedgjorthed.

Fremmedgjortheden er ikke ny, den har vi talt om i mange år. Men måske er graden af afmagt forholdsvis ny. Måske er vi i en periode, hvor det føles som om vi bliver frakoblet virkeligheden. Alting bliver en kopi af en kopi.

Jo mere vi accepterer algoritmernes tyranni, enten gennem åbenlys afmagt eller manglende forståelse maskeret som afventning, jo værre bliver det. Vi har allerede set effekten af, hvad SoMe har gjort ved os og vores børn, og alligevel afventer vi…eller beder andre løse problemet for os.

Men det er der ingen grund til. Det er ganske enkelt at tage magten tilbage, for vi behøver slet ikke tage magten over AI. Vi kan bare tage magten tilbage over os selv og vores virkelighed.

Det handler i bund og grund om at dyrke det mest grundlæggende træk ved mennesket, nemlig dets evne til at undre sig. Undre sig over verden, over sig selv.

Undren har et domæne, og det domæne er spørgsmålet. Immanuel Kant havde ret i, at det er et menneskeligt vilkår at stille spørgsmål, vi ikke nødvendigvis har svaret på. Jean-Louis Chretien havde ret i, at det er et udtryk for menneskelig kvalitet, at vi hele tiden kalder os selv i eksistens ved at spørge til det, vi ikke kan svare fyldestgørende på.

Men vi skal stille spørgsmålene. Spørgsmålene bliver til en pligt. Spørgsmålene træner vores evne til at undres, og vores undren skaber mulighed for at formulere spørgsmålene.

Når vi stiller spørgsmål for spørgsmålenes skyld, træner vi vores evne til at være mennesker. Når vi stiller spørgsmål for svarenes skyld, træner vi vores evne til at være maskiner. Vi kan på ingen måde leve op til maskinerne i dag hvad svar angår. Men vi kan uden problemer leve op til at være mennesker hvad spørgsmål angår.

Det kræver mange forsøg, og viljen til at turde blive ved. Eksempelvis er spørgsmålet om, hvilke konsekvenser det skal have, hvis børn og unge snyder med AI-modeller til eksamen kun det første lag. Det spørgsmål afføder et nyt, som kunne være: “Hvordan undgår vi at de snyder til eksamen?”

Hvis det spørgsmål fører til et svar, må det svar undersøges af et nyt spørgsmål. At sige “vi forbyder brugen” eller “vi åbner helt op for brugen” er ikke nok. Det er ikke en løsning, kun et begyndelse på et nyt knudepunkt.

Vi skal turde åbne for spørgsmålskæden, så vi når helt derned, hvor “hvordan kan snyd straffes” bliver et ligegyldigt spørgsmål, et spørgsmål vi aldrig behøver stille.