Fakta eller fusk

Det er ingen hemmelighed, at generative AI-modeller er blevet dygtige til at simulere menneskelig aktivitet. Hvorvidt det er decideret intelligens eller ej, kan fortsat diskuteres. Det, som til gengæld står uden for diskussion er, at med AI kan mennesker i dag med forholdsvis lethed skabe rene simulationer, som kan løse forholdsvis komplicerede opgaver. Det er potentielt problematisk af mange årsager, men lad mig fremhæve to, som endda hænger sammen:

Altings ulidelige lethed
Brugen af LLM-modeller gør alting lettere i en sådan grad, at det menneskelige aspekt af den kreative proces mindskes. Den person, som udfører opgaverne (prompter LLM-modellen) frakobles langsomt men sikkert fra opgaven. Man bliver til en tilskuer, som kigger på mens en anden udfører ens opgave.
Konsekvensfrihed.
Så snart man mister ejerskabet over sine kreationer, har de ikke længere nogen konsekvens. Der foregår en helt ubevidst frakobling, som betyder at det arbejde man udfører, eller får LLM-modellen til at udføre, stille og roligt bliver mere og mere ekstremt.

På denne side kan du se nogle hurtige kreationer, jeg har lavet. De er på ingen måde unikke eller ekstreme, de er kun lavet for at give et hurtigt indblik i problematikken.

Alt, hvad du kan se på denne side er lavet på under 20 minutter. Det har taget mig længere tid at skrive ovenstående tekst end alle de billeder og videoer, du kan se nedenfor.

Nedenstående er et uddrag fra en opgave skrevet af en kandidatstuderende på Aarhus Universitet. En af versionerne er skrevet af den studerende selv, en anden er rettet til af en LLM-model og en tredje er skrevet frit af samme LLM-model

“Spørgsmålet er dog, om der findes en anden fortælling, som må læses mellem linjerne? Har dette forsøg på repositionering ikke bare skabt mere forvirring, frustration og øget følelse af eksistentielt såvel som essentielt værditab? Hvis subjektet er ubetinget, hvad så med det andet, eller den Anden? Hvordan forholder man sig til den uudsigelige følelse af, at der måske er noget uden for subjektet selv, som nægter at lade sig underlægge kategorisering og instrumentalisering? Kan verden omkring mig have iboende værdi, hvis jeg er altings målestok?”

“Det er imidlertid værd at spørge, om der findes en alternativ fortælling, som kun antydes implicit. Har denne omkodning af verdensforståelsen ikke snarere genereret yderligere uklarhed, frustration og en forstærket oplevelse af både eksistentielt og essentielt værditab? For hvis subjektet opfattes som ubetinget, hvad bliver der da af det andet – eller af den Anden? Hvordan forholder vi os til den vanskeligt artikulerbare fornemmelse af, at noget uden for subjektet unddrager sig kategorisering og instrumentalisering? Og kan verden omkring os overhovedet siges at besidde en iboende værdi, hvis mennesket selv fungerer som altings mål?”

“Det bliver derfor relevant at undersøge, om en mere subtil modfortælling allerede er til stede i vores erkendelseshorisont. Måske har den moderne forestilling om autonomi og selvtilstrækkelighed ikke skabt klarhed, men tværtimod intensiveret en oplevelse af tab af mening og sammenhæng. Hvis subjektet hævdes at være suverænt, hvordan skal vi da forstå mødet med det, der overskrider vores forestillingsrammer? Hvilken status får det gådefulde og ikke-tilgængelige? Og kan verden fastholde nogen form for egenværdi, når mennesket insisterer på at være dens normative centrum?”