Et simulacrum af et simulacrum

Jeg har det normalt svært med franske filosoffer. Det hele lugter for meget af sorte højhalsede rullekravesweatere og lidt for tynde lange cigaretter. Men som udgangspunkt for følgende indlæg, kom jeg til at tænke på Jean Baudrillard og hans ide om simulacrum.

Hvis man som forælder så Aftenshowet på DR i mandags (28.07.2025) og efterfølgende gik i seng og fik sig en god nats søvn, så gik man virkelig glip af en god gang eksistentiel frygt på sine børns vegne...og man missede en meget prægnant pointe i forhold til hvorfor vi skal frygte kunstig intelligens (AI) i fremtiden.

Debatten handlede om AI, specifikt at modemagasinet Vogue har valgt at sætte en AI-genereret fotomodel på forsiden af deres magasin, og forskellige eksperter fik mulighed for at gøre deres holdninger klar i forhold til problematikken. Modebranchen var repræsenteret i Aftenshowet via et et modelbureau, og debatten rørte overfladisk ved det problematiske i, at AI-modeller bliver til forbilleder.

Dette indlæg må ikke ses som en kritik af hverken modelbureauet eller DRs journalister. Det er et indlæg, som identificerer en forspildt chance for en dyb debat og vælger at ringe med alarmklokkerne...for den er helt gal.

Repræsentanten for modelbureauet sluttede af med at sige noget i retning af, at man i modelbranchen ikke frygter AI-genereret modelmateriale på lang sigt, fordi det vil blive et kvalitetsstempel at have levende modeller i en fremtid hvor alt er AI-genereret. Dermed kom han til at lyde præcis som Sam Altman (CEO for OpenAI), som igen og igen underspiller de menneskelige konsekvenser af AIs øgede tilstedeværelse i vores verden. Sangen lyder lidt sådan her: "Det bliver vildt i starten, men så finder mennesker ud af at justere." Det minder lidt om en kommentar, jeg hørte fra en kvinde forleden dag: "Vi opretter jo sådan nogle mentale bodyguards mod AI, så vi kan gennemskue det".

Men kan vi nu også det?

Hvis vi prøver at trække lidt på erfaringen og ser på de sidste 20 års udvikling inden for mobiltelefoni og sociale medier, så ser det ikke just betryggende ud. Adgangen til SoMe gennem smartphones har intet godt gjort for vores følelse af selvværd og agens, voksne doomscroller i en uendelighed og børn og unge halser efter i jagten på det næste like, og føler sig konstant mindreværdige, fordi de ikke kan opfylde kvoten af streaks, som SnapChat kræver af dem. Det er ganske enkelt: vi kan ikke finde ud af det, vi kan ikke styre det. Så hvordan kan vi tro, at vi kan styre AI som integreret del af vores hverdag?

Problemet i denne kontekst er dobbelt. Første problem lyder som følger:

Det moderne skønhedsideal er ikke blot en overfladisk standard – det er et simulacrum. En kulturelt konstrueret illusion, løsrevet fra virkelige menneskekroppe. Når unge mennesker ser op til fotomodeller, spejler de sig i repræsentationer, som allerede er simulerede. Og med fremkomsten af AI-genererede modeller bevæger vi os ind i et nyt lag: et simulacrum af et simulacrum. Her bliver idealet ren simulation – uden nogen forbindelse til det menneskelige udgangspunkt, det foregiver at repræsentere.

Vores unge mennesker er altså ikke længere bare i fare for at se op til et ideal, som er forvansket. Den problematik har vi kendt i mange år, den er på ingen måde forsvundet, men vi har i det mindste turdet debattere den, og dermed sat fokus på det at være model, og har givet vores unge mennesker en åbning til at kunne gennemskue det glamourøse. Ydermere har der været mulighed for vores unge mennesker at sammenligne sig selv med andre mennesker (modellerne) på godt og ondt...og måske nå til en erfaring af, at disse modeller slider med de samme grundlæggende problemer som alle andre.

Dermed fremstår modellerne (idealerne) som mennesker, vi kan relatere til. Sammenligningen bliver altså eksistentiel, og uanset at vores unge mennesker fortsat kan blive efterladt med et manglende selvværd i forhold til den modebranche de ser op til, så er det dog stadig et forhold mellem to mennesker. Det kan lyde kynisk, men det er ekstremt vigtigt, fordi det fortsat tillader vores unge mennesker at se sig selv som mennesker i lyset af andre mennesker. Det tillader et handlerum og muligheden for at skabe forandring: Hvis jeg er menneske og modellen er menneske, så har vi muligvis en delt erfaring, som cementerer os som mennesker.

Dermed når vi til det andet problem, som er endnu mere radikalt:

Hvis en AI-model bliver vores eksistentielle spejl, hvad har vi da reduceret os selv til? Hvad er du værd som menneske, hvis det du ser op til, eller føler dig mindre værd end, er 100% genereret af algoritmer på en datafarm et sted i USA. Hvordan definerer du dig selv, hvis det, du ser op til, er menneskeskabt, og dermed en reduktion af det menneskelige? Er du et menneske, hvis dit ideal er kunstigt? Eller er du en reduktion af noget reduceret, et simulacrum af et simulacrum?

Vi lader lige det prøvebillede stå et øjeblik, mens du får mulighed for at stille skarpt.