At være på bagkant
Det med “at være på bagkant” lader til at være et menneskeligt grundtræk. Jeg har ikke nogen empiriske data på det, det er bare sådan en fornemmelse.
Som når selvangivelsen skal fikses, børnefødselsdagen planlægges, børnenes lektier skal laves eller vasketiden i opgangen skal bestilles.
Men også som når vi voksne skal tage stilling til de eksistentielle konsekvenser af børns (og vores egen) ukontrollerede brug af sociale medier…15 år for sent.
At være på bagkant er ikke det samme som at være eftertænksom. Eftertænksomheden er et udslag af en tidlig undren, en undren som kan åbne for et mulighedsrum af alternative tilgange, tilgange som kan kvalificeres af eftertænksomheden.
Bagkanten er ofte et resultat af ignorance eller frygt. Ignorance måske forårsaget af travlhed/stress, frygt måske forårsaget af manglende mod til at hugge bremsen i over for vækst- og nyttemaksimens blinde fremmarch…og 1000 andre grunde.
Men den tidlige undren skaber mulighed for at stille spørgsmål. Immanuel Kant havde ret i, at det er et menneskeligt vilkår at stille spørgsmål, vi ikke nødvendigvis har svaret på. Jean-Louis Chretien havde ret i, at det er et udtryk for menneskelig kvalitet, at vi hele tiden kalder os selv i eksistens ved at spørge til det, vi ikke kan svare fyldestgørende på.
Men vi skal stille spørgsmålene. Spørgsmålene bliver til en pligt. Spørgsmålene træner vores evne til at undres, og vores undren skaber mulighed for at formulere spørgsmålene.
Det kræver mange forsøg, og viljen til at turde blive ved. Eksempelvis er spørgsmålet om, hvilke konsekvenser det skal have, hvis børn og unge snyder med AI-modeller til eksamen kun det første lag. Det spørgsmål afføder et nyt, som kunne være: “Hvordan undgår vi at de snyder til eksamen?”
Hvis det spørgsmål fører til et svar, må det svar undersøges af et nyt spørgsmål. At sige “vi forbyder brugen” eller “vi åbner helt op for brugen” er ikke nok. Det er ikke en løsning, kun et begyndelse på et nyt knudepunkt. Beviset på en bagkant, som fører til en ny bagkant.
Vi skal turde åbne for spørgsmålskæden, så vi når helt derned, hvor “hvordan kan snyd straffes” bliver et ligegyldigt spørgsmål, et spørgsmål vi aldrig behøver stille.
Så er vi nemlig på forkant.
Så mit første spørgsmål er: Hvordan kan det være, at vi, set i lyset af at vi kom 15 år for sent med at stille de dybe moralske og etiske spørgsmål i forhold til sociale medier, ikke allerede nu bruger endnu mere energi på at stille dem i forhold til AI-modeller? Ikke bare nogen af os, og ikke bare på priviligerede platforme, men overalt?
