
Den foruroligende ælling
— en invitation til det ukendte
Asger Jorn malede i 1959 “Den foruroligende ælling”, og hos Flâneur står dette billede centralt i vores opfattelse af hvad rådgivning og facilitering skal kunne tilbyde.
Jorn malede billedet som del af en større samling af modifikationer, hvor traditionelle kunstværker blev fornyet, ikke erstattet. Grundtanken var recirkulation og dialog med det eksisterende. Jorn har selv, lidt kækt, udtalt, at det gamle var let at modernisere og at al praksis til enhver tid bygger på foregående praksis.
“Den foruroligende ælling” udtrykker selvsagt dette, men indeholder flere betydningslag. For hvad sker der, når vi moderniserer eller nyfortolker det gamle? Skaber vi noget nyt, eller recirkulerer vi bare det allerede eksisterende med et betydningslag, vi selv tvinger ned over det? Er flotte farver og monstrøs størrelse det samme som nyskabelse, eller er det fortsat det gamle, i flot forklædning? Endvidere har billedet en truende karakter. Vi kan ikke undgå at se ællingen, så spørgsmålet rejser sig, om vi skal tage stilling til den eller ignorere den? Er den en trussel mod det bestående eller en nyskabende genistreg? Ællingen fremstår vanskelig at komme bagom, nærmest umulig at få styr på…men den er også genkendelig, og derfor let at afskrive som muligt problem.
Inspireret af “Den foruroligende ælling” udforsker vi det, der udfordrer det velkendte og trygge. Ællingen er på den ene side en figur, der udfordrer vores forståelse af verden og inviterer til nysgerrighed overfor det foruroligende, det mystiske og det endnu uafklarede, og på den anden side en påmindelse om, at det vi tager for givet måske er en illusion.
Det er en påmindelse om, at ægte vækst og forandring opstår, når vi tør reflektere kritisk over det åbenlyse, lade os rive med af det uventede og give plads til det endnu ikke realiserede. Her mødes filosofi og æstetik med teori og strategi i et rum, hvor nysgerrighed, tanke og mening åbner op for nye perspektiver.
Den foruroligende ælling peger os mod en form for helhedstænkning, hvor vi ikke bare accepterer kompleksiteten, men også inviterer den ind som en kreativ kraft i læring, innovation og menneskelig udvikling